logo

Hverdagen i Almen Praksis

Der kan nogle dage være meget travlt hos din praktiserende læge, og det kan være til stor irritation for dig i din stressede hverdag, hvor du har mange gøremål og forskellige opgaver med tidsfrist.

Uanset hvordan du oplever kontakten til din læge, så forsøger både læge og personale at yde dig en god service, som selvfølgelig er afpasset det problem, som du henvender dig med.

Vi prøver at vise forståelse for dine behov, og vi forventer også, at du viser forståelse for, at vi ikke altid kan forudsige, hvordan den dag, hvor du besøger vores praksis former sig.

Du kan være med til, at vi kan planlægge dagen og holde vores aftaler tidsmæssigt i stor udstrækning.

Når du bestiller tid, er det en stor hjælp, hvis du har mulighed for at oplyse, hvad dit aktuelle problem er. Såfremt du har mere end et problem, som skal behandles, så skal du overveje, om det kan nås indenfor en konsultation, som maksimum varer 15 minutter. Hvis du vil have mere tid, må du bestille to tider – og de kan ikke ligge samme dag, da afregningen med det offentlige ikke accepterer dobbeltkonsultationer. Det kan den enkelte læge ikke lave om på, da det er overenskomstmæssigt bestemt.

I specielle tilfælde, hvor du er i en særlig kritisk situation, vil konsultationen måske vare længere end de aftalte 15 minutter. Det kan være i forbindelse med dødsfald i familien, at du selv er blevet alvorlig syg, eller gennemlever en krise af andre årsager. Du kan altid regne med, at vi har tid til dig, hvis du rammes af noget alvorligt, hvor vi kan behandle, støtte eller på anden måde hjælpe dig.

Du kan ikke få konsultation uden aftale. Vi har arbejde i klinikken, som ikke indebærer patientkontakt. Klinikken er godkendt som uddannelsespraksis af universitetet. Det betyder, at du kan kigge forbi klinikken, hvor der måske ikke sidder patienter i venteværelset, men lægerne er alligevel optagede af andet arbejde, som feks. undervisning, møde med medicinkonsulenter, psykologer eller lignende, som ikke kan afbrydes.

Hvis du er så uheldig at blive forsinket til en tid, bliver vi oftest nødt til at give dig en ny tid, eller du må vente til der bliver ledigt, hvis lægen har mulighed for dette. Dette skyldes, at vi i udstrakt grad forsøger at overholde aftalerne med patienterne, og vi kan ikke forsvare overfor en hel formiddags patienter, at alle bliver rykket feks. et kvarter.

Til gengæld må du acceptere, at du indimellem må sidde og vente på lægen. Vi ved, at det kan være en stressende oplevelse. Det som du må tænke på er, at der ofte ligger en menneskelig tragedie bag disse forsinkelser, og du kan glæde dig over, at det ikke er dig som er ramt, og at du, hvis du rammes, har en læge som giver sig tid til at drage omsorg for dig.